Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Børnebyen Vandværket

English translation below.

Velkommen til Børnebyen Vandværket

Børnebyen Vandværket er en integreret daginstitution i hjertet af København. Vi holder til i et gammelt historisk vandværk, deraf navnet på vores institution. 

Vi består af tre afdelinger, da vi har både vuggestue, børnehave og internationale grupper. Vuggestuen har fire stuer med cirka 9-12 børn på hver, fordelt på tre etager med elevator. Børnehaven består af tre stuer samt en stue med basispladser, og er fordelt på to etager. Vores internationale afdeling har to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper, og er for familier fra udlandet, som bor i Danmark midlertidigt.

Vores hus

Børnebyen Vandværket ligger i historiske og fredede bygninger, der er gemt væk fra byen bag høje træer og buske. Vores institution er en lille, grøn oase, hvor børnene har masser af plads at udfolde sig på både inde og ude.

Indenfor har vi store, lyse stuer, hyggelige kroge og rum, der giver plads til både fællesskab, kreativitet og fordybelse. Vi har blandt andet et stort kreaværksted, hvor børnene kan udfolde deres idéer, og en sal til børnehavebørnene, hvor kroppen kan komme på arbejde med leg, bevægelse og forhindringsbaner. Der er elevator mellem etagerne, så det er nemt at komme rundt i huset.

Udenfor strækker vores store legeplads sig hele vejen rundt om bygningerne. Her er der masser af grønne områder, æbletræer og små kroge, hvor børnene både kan lege sammen og finde ro. Legepladsen er inddelt i zoner og alder, så alle børn kan lege og bevæge sig i trygge rammer. Det giver os mulighed for at dele børnene op i mindre grupper, så hverdagen føles tryg og overskuelig for børnene.

Nogle af stuerne har også deres egen lille have, og vuggestuebørnene sover trygt udenfor i barnevognene.

Vores pædagogik

For os handler en god dag i daginstitutionen ikke kun om aktiviteter og oplevelser. Den handler også om at føle sig tryg, blive mødt med omsorg og vide, at der er en voksen, som ser én.

Derfor arbejder vi i mindre grupper, hvor der er tid til at være sammen med børnene, lytte til dem og følge deres initiativer. Vi vil gerne give hvert barn mulighed for at deltage i fællesskabet på sin egen måde og udvikle sig i sit eget tempo.

Vi har særligt fokus på børnenes sociale udvikling, motorik og glæde ved at lege. Gennem leg, kreative aktiviteter, bevægelse og oplevelser både inde og ude får børnene mulighed for at prøve sig frem, lære nyt og blive klogere på sig selv og hinanden.

Vi arbejder med forskellige temaer i to til tre måneder ad gangen. Temaerne inspirerer til aktiviteter og ture og giver børnene mulighed for at vende tilbage til noget, de kender, samtidig med at de opdager nye sider af verden.

Vores pædagogik tager udgangspunkt i vores grundfortælling, som du kan læse mere om her.

----------